Eksperter: Tillad afkalkning på vandværkerne

Lagt på Find-hvidevarer.dk den 13-02-2013 af Thomas

Fjernvarmeværker, industrien, hoteller og storkøkkener har igennem årtier blødgjort eget brugsvand. Eksperter opfordrer til også at tillade central afkalkning af drikkevandet, fordi der derved kan hentes betydelige besparelser og miljøgevinster.

Samfundet kan tage ved lære af, hvordan virksomheder blødgør deres brugsvand for at reducere kalkindholdet. Det mener flere eksperter. Fordelene er åbenlyse ved at tillade central blødgøring af vandet, inden det sendes ud til forbrugerne. Først og fremmest vil det muliggøre kolossale besparelser på energi til opvarmning, fordi der med mindre kalk i vandet opnås en højere virkningsgrad i eksempelvis varmerør og vaskemaskiner. Samtidig vil hvidevarernes levetid blive forlænget, og der vil kunne spares over 4.000 ton vaskemiddel om året samt store mængder rengøringsmidler, kemikalier og arbejdstimer grundet færre kalkaflejringer på fliser og i toiletter, vurderer civilingeniør, ph.d. Henrik Aktor, der er konsulent i vandspørgsmål.

GC Rieber Salt, der er blandt Nordens største saltleverandører, har i mange år leveret blødgøringssalt til professionelle aftagere. Fjernvarmeværker, industrien, hoteller og storkøkkener er meget bevidste om gevinsterne ved at afkalke brugsvand, og vores kunder undrer sig over, at der ikke blødgøres på vandværkerne, siger konsulent Kim Konradsen.

200-300 % tilbagebetaling af blødgøringsudgifter

Vand kan blødgøres med en såkaldt ionbytter, der ikke efterlader skadelige stoffer, men udelukkende ved hjælp af salt fjerner kalk og magnesium. En anden mulighed er at benytte kalkfældningsmetoden, hvorved alene kalken fjernes. I dag kræver central blødgøring af vand tilladelse fra kommunen, og ifølge adjunkt, ph.d. Martin Rygaard fra Institut for Vand og Miljøteknologi på DTU er grundene hertil først og fremmest principielle.

Det er en udbredt tanke, at grundvandet blot må iltes og filtreres, før det bliver sendt ud til befolkningen. Nu ser det dog ud til, at politikeres og myndigheders traditionelle skepsis over for udvidet vandbehandling er ved at bløde op, siger han.

En rapport fra Naturstyrelsen konkluderer, at der ved blødgøring kan opnås betydelige samfundsøkonomiske gevinster. Dét er også oplevelsen hos Københavns Energi, som netop har afsluttet langvarige forsøg på området. Der er stor forskel på vandets hårdhed i Danmark, men central blødgøring vil kunne give god mening i vores forsyningsområde. For hver krone, der investeres heri, forventes forbrugerne at kunne hente to til tre gange så store besparelser. Dog skal det også tages i betragtning, at blødere vand kan medføre flere huller i tænderne. Tilladelse til blødgøring vil desuden kræve en kompleks høringsproces i de omegnskommuner, hvorfra Københavns drikkevand hentes, fortæller projektchef Jesper Elkjær.

Udbredt i udlandet og erhvervslivet

Vandblødgøring er meget brugt i vore nabolande. Eksempelvis blødgør man drikkevandet i Holland, Sydsverige og Tyskland, og meget af det danske vand ville i ubehandlet form ikke blive accepteret dér grundet det høje kalkindhold, vurderer Martin Rygaard fra DTU. Herhjemme er blødgøring af vand alene udbredt blandt professionelle brugere.

Hoteller kan med mindre kalk i vandet spare masser af mandetimer på rengøring af bl.a. fliser. Det samme kan storkøkkener, hvor blødgøringssalt endvidere anvendes i opvaskemaskiner. På fjernvarmeværker og i produktionsvirksomheder kan saltet forebygge kalkaflejringer i varmerør og dermed sikre højere virkningsgrad samt et lavere ressourceforbrug. Desuden benyttes det til at sikre problemfrit procesvand i industrien, siger Kim Konradsen fra GC Rieber Salt. Virksomheden leverer også blødgøringssalt til landets vaskehaller.

Grundet det høje kalkindhold i vandet vælger mange at få installeret blødgøringsløsninger, som mindsker kalkpletterne på de nyvaskede biler, fortæller Finn Normann fra WashTec, der leverer bilvaskeanlæg og vaskemidler til bl.a. servicestationer og autoforhandlere.

--

GC Rieber Salt er blandt Nordens førende leverandører af salt og relaterede produkter. Virksomheden, der er repræsenteret med en række lagre og terminaler på centrale steder i Danmark og Norge, tilbyder et bredt spektrum af salt med en høj renhedsgrad til alle industrisegmenter, herunder vejvedligehold, landbrug, fiskeforarbejdning, levnedsmiddelbranchen og olieindustrien. De fleste produkter kan leveres fra dag til dag. www.gcrieber-salt.dk

Henrik Aktor, ph.d., har mere end 25 års erfaring inden for bl.a. vandbehandling, drikkevandskvalitet og grundvandsrelaterede spørgsmål. I konsulentvirksomheden AKTOR innovation rådgiver han både offentlige og private aktører i vandspørgsmål. www.aktor.dk

Københavns Energi er blandt Danmarks største forsyningsvirksomheder. Koncernen leverer bygas, varme og vand samt aftager spildevand i hele Københavns Kommune. Desuden indvindes og leveres vand til 17 andre kommuner i Hovedstadsregionen. www.ke.dk

Martin Rygaard, ph.d., der er uddannet civilingeniør med speciale i vandressourcer og drikkevandsbehandling, er ansat som adjunkt i urbane vandsystemer på Institut for Vand og Miljøteknologi, DTU, hvor han forsker i definition af optimal og god drikkevandskvalitet. www.dtu.dk

--

Billedmateriale

Download foto 1: Fjernvarmeværker, industrien, hoteller og storkøkkener har igennem årtier været bevidste om gevinsterne ved at afkalke brugsvand med blødgøringssalt. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/GCR/GCR-BGS1.jpg

Download foto 2: Med mindre kalk i vandet kan der spares masser af mandetimer på rengøring af badeværelser. Derfor tilsætter hoteller kalk i brugsvandet for at reducere kalkaflejringer på fliser og i toiletter. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/GCR/GCR-BGS2.jpg

Download foto 3: Også i mange svømmehaller bruger man blødgøringssalt. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/GCR/GCR-BGS3.jpg

Download foto 4: Grundet det høje kalkindhold i vandet vælger mange danske vaskehaller at få installeret blødgøringsløsninger, som mindsker kalkpletterne på de nyvaskede biler. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/GCR/GCR-BGS4.jpg

Billederne kan hentes i højopløselige udgaver fra ovenstående placeringer.